Sådan vedligeholder du dine låse fra Ruko / ASSA ABLOY

Det er ganske nemt at vedligeholde dine låse. Med en god låsespray sikrer du, det er nemt at låse din dør op og samtidig sørger du for, at dine låse holder længst muligt.

Giv dine låse en lang levetid

Det danske vejr er meget omskifteligt, og vind og vejr kan slide på dine låse. Vi anbefaler derfor, at du vedligeholder dine låse med ASSA ABLOY låsespray – så sikrer du den længste levetid på dine låse.

Jo sikrere din lås er, jo mere kompleks er den også indeni. Jo mere kompleks, jo flere små dele er der indeni låsen, små dele som du jævnligt bør smøre.

Når dine låse har 10-års jubilæum, anbefaler ASSA ABLOY, at du overvejer, hvorvidt dine låse bør udskiftes. Almindelig slid på låse er uundgåeligt. Du bør derfor altid holde øje med, om dine låse fungerer optimalt, så du kan have en tryg og sikker hverdag i dit hjem.

Er du i tvivl om dine låse bør udskiftes, kan du altid rådføre dig med en låsesmed eller erfarne salgskonsulenter i dit lokale byggemarked.

Se også: Tjek dine låses sikkerhed her.

Sådan smører du din lås i 3 enkle skridt

Du bør smøre din lås med låsespray, inden du første gang anvender låsen. Det sikrer, at cylinderens funktion altid er optimal.

ASSA ABLOY anbefaler, at du smører dine låse med låsespray mindst én gang hvert halve år for at forebygge skader på cylinderen.

Sådan anvender du ASSA ABLOY låsespray

Step 1: Placer spraydåsens plasticrør i nøglehullet og hold sprayknappen nede i 1 sekund. Det er vigtigt, at du ikke sprayer længere, da du kan skade låsen, hvis den bliver for fedtet indeni.

Step 2: Stik nøglen i låsen og drej et par gange.

Step 3: Rens nøglen med en klud, så du fjerner fugt fra den.

Sådan anvender du ASSA ABLOY låsefedt

Låsefaller og lignende smøres med ASSA ABLOY låsefedt. Låsefallen er den skrå spærredel, der går ud og ind, når du tager i håndtaget.

Fedtet trænger ind i stålets små ujævnheder, så fallen får en glat og hård overflade. Det sikrer, at døren lukker lettere og mere lydløst. Låsefedtet er fugtgivende, mindsker korrosion og binder ikke salt.

Du kan også bruge låsefedt til smøring af hængsler og lignende. 

Fryser dine låse til i vinterperioden?

Du bør være særligt opmærksom på udsatte cylindre i vinterperioden, da de kan fryse til. Den bedste måde at tø din lås op på er ved at bruge en De-Icer spray.

ASSA ABLOY anbefaler ikke, at du kommer varmt vand i låsen for at tø den op, da det skader mere end det gavner. Låsen fryser blot til igen, og så er du lige vidt.

Det kan også være fristende at puste varm luft ind i nøglehullet i et forsøg på at tø nøglehullet op. Dette anbefales ikke, da den varme luft kan danne rim, som blot bliver til ny is inde i låsen. 

Brug aldrig olie, grafit eller fedtstof i cylinderen. Olie kan medføre, at stifterne i låsecylinderen vil klistre, så de ikke længere passer til nøglens udformning. Konsekvensen kan være, at du ikke kan åbne døren.

Sådan optør du tilfrossede låse i 4 enkle skridt

Fryser låsen til, kan du med fordel bruge isopropylalkohol eller ASSA ABLOY De-Icer spray, som er specialfremstillet til at optø frosne låse.

Sådan anvender du ASSA ABLOY De-Icer spray

Step 1: Placer spraydåsens plasticrør i nøglehullet og hold den inde et par sekunder. Er låsen stadig frossen, skal du gentage processen.

Step 2: Stik nøglen i låsen og drej et par gange.

Step 3: Fjern nøglen og tør den af.

Step 4: Når låsen er afrimet, skal du spraye låsecylinderen med ASSA ABLOY låsespray.

Hold dine nøgler rene

Du forlænger låsens levetid, hvis du er omhyggelig med at holde dine nøgler rene, da de ellers kan føre snavs ind i cylinderen og dermed ødelægge den. Du bør derfor rengøre nøglen af og til.

Vær opmærksom på, at nøgler med elektronik ikke er vandtætte. Du bør i stedet rengøre elektroniske nøgler med en tør klud. 

Vedligeholdelse af hængelåse

Du vedligeholder din hængelås ved at sprøjte nøglehullet med låsespray. Desuden skal hullet, som bøjlen sættes i, samt spidsen af bøjlen smøres med låsefedt.

Rengøring af greb og cylinderringe

Produkter af lakeret eller poleret messing

En fugtig klud uden sæbe er nok til at aftørre produkter af lakeret messing. Poleret messing bør du pudse med pudsecreme uden slibemiddel.

Ved messingcylindere skal du sætte nøglen i låsen, mens du pudser, da det hindrer pudsecreme i at trænge ind i cylinderen. 

Produkter med overflade af krom eller rustfrit stål

En fugtig klud (evt. med sæbe) kan du anvende til at rengøre produkter med en overflade af krom, rustfrit stål eller rustfrit look. 

Bliv endnu klogere på sikring af din bolig